Om Camo

Camilla Wittenkamp (1975), selvlært billedskaber
Med en baggrund i dansens verden, bliver jeg aldrig færdig med at arbejde med  kroppens ordløse sprog, dynamik og bevægelsens væsen. Jeg holder meget af at tegne efter levende model og disse hurtigt nedfældede studier er ofte brugt som inspiration for mine malerier. I de senere år har jeg mest arbejdet ud fra fotografier.

 

I figurmalerierne 'koreograferes' der karakterer i en malerisk form. Men det er ikke kun en form: Jeg leder efter det, der er svært at sætte ord på, noget uforløst, en spænding eller en fortælling. Jeg har ikke længere fysik til at danse, men danseren og koreografen inden i mig finder ofte vej ind i billederne. Jeg kan ikke blive træt af at undersøge, hvordan kroppen kan udtrykke menneskeligt drama og for, hvordan jeg kan inddrage beskueren i dette drama.

 

Farvedynamik og landskaber gjort af drømmestof er et andet tema i de mere abstrakte malerier, der kalder på beskuerens indlevelse og personlige associationer. Her undersøger jeg, hvad der skaber rum i et billede. Malerier af den type er ofte improvisationer uden forstudier. Her arbejder jeg hurtigt og improviseret med udgangspunkt i 3-4 farveblandinger.  

 

Jeg arbejder meget traditionelt med forstudier, skitser og optegning på lærredet, før malingen lægges på. Jeg arbejder ofte i lag og blander sand i malingen, for at skabe dynamik og taktilitet i billedfladen.

 

Min billedverden er min uafhængige parallelverden til en hverdag fuld af praktiske og nødvendige gøremål,  job og familieliv. I perioder overtager billederne min fritid, i andre perioder ligger den i dvale.

 

Som billedskaber er jeg allerførst selvlært. I forbindelse med min uddannelse til billedkunstlærer (gymnasiesidefag) på Københavns Universitet blev jeg undervist af bl.a. Jane Nielsen-Hansen, Johannes Cramer Møller, Peter Kuhn og Eva Werber, som lærte mig nye teknikker bl.a. grafik

 

Camilla Wittenkamp